Designhotellet Opus I Horsens er født intelligent og bæredygtigt. Det kan mærkes – i bogstaveligste forstand: Den Grønne Nøgle, Svanemærker og EU- blomster her og der og på vej mod det økologiske spisemærke. Men hvis det virkelig skal kunne mærkes, handler det om, at medarbejderne er stolte af hinanden, mener direktør Jens Ole Ambjerg.
Sommeren 2009. Medarbejdere fra Hotel Opus mødes første gang på tværs af alle fagområder i 3 grupper. Den ene gruppe arbejder med energibesparelser, den anden med alle de ting, gæsterne rører ved som fx linned, sæber og papir. Den tredje arbejder med maden. Deltagerne interesserer sig og har kompetencer for det emne, de har valgt – som fx tjeneren, der som far til 2 børn med allergi, ved en masse om biodynamisk mad. Opgaven for grupperne er at udvikle det bæredygtige fundament, som Hotel Opus allerede har. Men hoteldirektøren har også en bagtanke med projektet.
Respekt
”Bæredygtighed handler om respekt,” siger Jens Ole Ambjerg.”Respekt for dyr og miljø, for den måde vi behandler råvarerne på og herefter respekt for det resultat, som køkkenet frembringer – en respekt, tjeneren skal bringe videre, så gæsten ikke er i tvivl om, at alle har ydet en indsats. Så giver det også mening, når sengetøjet og shampooen er svanemærket, konferencepapiret og trækuglepennen er miljøvenlig og driften er CO2-neutral.”
”Så min bagtanke er at vise, at vi alle bidrager til en helhed, vi kan være stolte af.
Og man taler pænt til folk, man har respekt for,” konstaterer Jens Ole Ambjerg.
Snakken om økologi og sundhed blev fulgt til dørs med en sundhedsdag for personalet. Efter sundhedstjek, energiøvelser og individuel rådgivning fulgte en tur i køkkenet, hvor alle lavede sund mad sammen – en aktivitet, der har givet både kokkene og økologien respekt. For omlægning til mere økologi er en naturlig del af projektet. ”Vi kom fra en økologiprocent på 1,2 for et halvt år siden – nu er den 10,7, og vi går efter det økologiske spisemærke i bronze,” slutter Jens Ole Ambjerg.