close-buttoneco google-plusicon-chef-hat icon-facebookicon-freeze icon-global-nav icon-globe icon-info icon-keyhole icon-linkedinicon-package icon-pdf icon-person icon-pinteresticon-place icon-printicon-quote icon-searchicon-temp icon-timeicon-twittericon-weight

”Det er øjnene, der skal sige ja, for maven siger nej”

På Hæmatologisk Afsnit på Aarhus Universitetshospital får patienterne dagligt besøg af to dedikerede damer og deres kræsevogn med lækkerier. Det har skabt et øget energiindtag på hele 22% og givet patienterne et fast lyspunkt i en tung hverdag.

Hver morgen fylder Edit Westensee og Else Marie Keller deres serveringsvogn op med små chokolader, skåle med abrikoser, kage, marcipan, proteindrikke og mange andre gode sager. Lækkerierne bliver sirligt arrangeret på opsatser og nøje udvalgt efter farver og størrelser. Når kræsevognen ser indbydende og overskuelig ud, begynder dagens runde. Målet er enkelt: At lokke en ekstra livsvigtig bid i de svækkede patienter. Men på en afdeling, hvor appetit hører til blandt sjældenhederne, kan det være en udfordring.

”Øjnene skal sige ja, for maven siger nej. Derfor gør vi rigtig meget ud af at gøre vognen, så indbydende som muligt. Små bidder, der ikke skræmmer, og lækre anretninger, der er svære at sige nej til,” fortæller Edit, der har været ansvarlig for kræsevognen siden 2011. Ernæringsassistent Else Marie har været med på vognen et år, men er allerede dybt engageret i projektet. Hun uddyber:

”Vi stiller ikke bare en ostemad foran dem, som de måske ikke har lyst til, og forventer, at de spiser op. På vognen kan de se, hvad vi har, og de kan vælge frit. Så bliver det pludselig lidt lettere at sige ja tak.”

Fokus på kost. Tid til hygge.
Ifølge afdelingens egne målinger har kræsevognen en meget positiv effekt. Faktisk er det samlede energiindtag hos patienterne på afdelingen steget med 22% i forhold til tiden før kræsevognen. Det skyldes, ifølge Edit og Else Marie, i høj grad, at de har tid til den personlige kontakt, hvor både faglig rådgivning og uforpligtende snak er en del af pakken.

”Vi kommer aldrig med dårlige nyheder, og vi beder dem aldrig om at gøre noget, de ikke har lyst til. Vores rolle er forbundet med noget positivt, og når stemningen er hyggelig, er man mere tilbøjelig til at tage et ekstra marcipanbrød,” fortæller Else Marie, og Edit fortsætter:

”Den sociale dimension betyder rigtig meget. Vi kender de fleste rigtig godt og forstår deres situation. Så tager vi en snak om, hvordan det er gået siden sidst, hvad de spiser for tiden, og hvorfor hver eneste lille bid tæller. For det meste ryger der noget indenbords i løbet af den snak.”

Et samarbejde med fordele
Det er ikke kun patienterne, der sætter pris på kræsevognen. Edit og Else Marie arbejder tæt sammen med sygeplejerskerne på afdelinger, og det tværfaglige samarbejde kommer begge parter til gode. I sidste ende betyder det en bedre oplevelse for patienterne.

”Vi hører ofte ting, som sygeplejerskerne ikke hører, fordi vi har mulighed for at tale med patienterne på et mere personligt plan. Den viden går jeg videre med til sygeplejerskerne. På samme måde fortæller de os, hvis der er nogen, der har brug for særlig behandling eller måske ikke kan overskue et besøg. Der er simpelthen flere øjne på ernæringsdelen,” forklarer Edit, mens Else Marie runder af:

"Sygeplejerskerne er rigtig glade, fordi de kan fokusere deres kræfter på de mange andre ansvarsområder, de står med. Vi sørger for at få lidt ekstra mad i patienterne og tager os af, hvis de har særlige ønsker til maden. Det frigør tid hos sygeplejerskerne til at udføre den primære pleje.”