close-buttoneco google-plusicon-chef-hat icon-facebookicon-freeze icon-global-nav icon-globe icon-info icon-keyhole icon-linkedinicon-package icon-pdf icon-person icon-pinteresticon-place icon-printicon-quote icon-searchicon-temp icon-timeicon-twittericon-weight
TakeAltMuligtAway.png

Take alt muligt away

Det er en service – ikke en forretning. Siger man. Alligevel er take away-konceptet fra Meyers Contract Catering resultatet af visionær, kommerciel tænkning, fordi det i et konkurrencepræget marked tilbyder virksomhederne en unik kantineløsning.

Der er en årsag til, at Meyers Kantiner skiftede navn. ”Det er ikke længere dækkende, for det vi gerne vil,” fortæller administrerende direktør i det nye Meyers Contract Catering, Merete Holst.

”Claus Meyers tanke med kantinedriften var at højne den danske madkultur – ikke kun i arbejdstiden, men også på hjemmefronten ved at fortælle og lade os opleve ordentlig mad og gode råvarer. Derfor er det oplagt, at kantinegæsterne også kan få den gode mad med hjem.” 

Det kan gæsterne i omkring 40 af de 70 kantiner, som Meyer Contract Catering står for. Her har den enkelte virksomhed selv sat rammerne for de take away-tilbud, medarbejderne kan benytte sig af.

Hver kantine sin web-shop

”Det centrale er en intern hjemmeside med webshop,” fortæller Merete Holst. ”Her formidler vi vores viden og holdninger om mad – opskrifter, historier fra avlerne, info om events m.m – samtidig med, at virksomhedens medarbejdere kan købe forskellige Meyer-delikatesser som pesto, aioli, mayonnaise eller bearnaise, marmelader, most, eddiker og dressing. Det kan også være fx ugens fiskepakke, fjordrejer, fiskefond og hummerbisque, som er produkter, vi laver i vores centrale produktionskøkkener, og som vi så leverer til den enkelte kantine sammen med de almindelige råvare-leverancer. Så logistikken er betalt.” 

Det er indhold, der styres centralt, men hjemmesiden er også den enkelte kantineleders egen handelsplads. Her kan det være morgendagens take away-menu eller friskbagt brød, der bestilles online. Det kan være køkkenets ’Ready to cook’-pakker med bøffer, oste, måske pizza- eller flødebolle-kit eller dej til weekendens hjemmebagte brød. 

Take away har høj prioritet

For kantineleder Henrik Barting, COWI I Kgs. Lyngby, er take away en stor succes. Omkring 120 medarbejdere ud af godt 1500 køber mad med hjem – endnu flere, når der tilbydes stegt flæsk. Og det har stor betydning for salget, at man kan se dagens menu på et foto. 

”Vi prioriterer take away,” fortæller Henrik Barting, der i det hele taget driver en kantine med en høj og avanceret profil. ”Jeg står selv for tilberedning og pakning af take away-retterne sammen med én af mine medarbejdere, og vi har fået indbygget et antal glas-køleskabe I kantinerummet, hvor de færdigpakkede ordrer præsenterer sig flot i brune bæreposer med navn og kvittering påhæftet. Web-shoppen håndterer selv fordelingen af de penge, som gæsten indbetaler, så mit køkken tilskrives de varer, vi selv har produceret. 49,- kr. for dagens ret.” 

Et stærkt kort

Hos COWI driver Meyer Contract Catering også en café, der både benyttes til uformelle møder og som take away-sted dagen igennem – fra morgenmad til opkvikkende shots og safter eller kaffespecialiteter om eftermiddagen. Desuden findes et udvalg af receptions- og værtindegaver. 

Der findes også virksomheder, som fravælger take away fra kantinen med det argument, at man betragter dét, at lave mad, som en del af et afbalanceret liv, konstaterer Merete Holst. Men der er nu mange – rigtig mange – der er glade for det gode, nemme tilbud fra Henrik Barting og hans kolleger.